Spørgsmål
Hvordan forholder Islam sig til eksistensen af forhistoriske dyr som dinosaurussen? Samt det faktum, at videnskaben ikke kan finde spor (skeletter) af mennesket fra den tid?
Svar
Der er ingen modsætning mellem eksistensen af dinosaurusser og Islam.
Allah siger:
Sig: Rejs rundt på Jorden og bemærk, hvordan Allah begyndte skabelsen, på samme måde vil Allah skabe igen. Allah kan gøre alt.Surat al-Ankabut, kapitel 29, vers 20
I sig selv er eksistensen af dinosaurusser noget, der er muligt, og ens tro som muslim er ikke på nogen måde forbundet med det.
Der er ikke noget i Islam, der hverken bekræfter eller afkræfter, at der har været dinosaurusser. Derfor er eksistensen af dinosaurusser noget, man skal søge svaret på hos videnskaben. At man ikke kan finde skeletter af mennesket fra den periode, betyder ikke noget i den sammenhæng, idet Allah siger:
Har der ikke været en lang periode for mennesket, hvor det slet ikke var nævnt?Surat al-Insan, kapitel 76, vers 1
Blandt fortolkningerne af verset nævnes, at det betyder, at der var andre skabninger før mennesket.
Man skal huske, at Islam og Koranen er kommet som retledning til mennesket, og ikke for at lære os om arkæologi eller fortidens dyr.
Det er dog vigtigt at understrege, at Islam, i modsætning til andre religioner, ikke ser ned på videnskaben.
Tværtimod er nogle af de største videnskabelige gennembrud, i ting som medicin, matematik og astronomi, udført af muslimske lærde som al-Khwarizmi, al-Kindi og al-Haitham. Islamiske bøger, som f.eks. Imam Razis “Tafsir al-Kabir”, er fyldt med videnskabelige diskussioner.
Samtidig er der adskillige steder i Koranen, hvor Allah opfordrer os til at observere verdenen omkring os og tænke over den. Brugen af videnskab er et middel til at kunne realisere dette.
Allah siger:
I skabelsen af jer (mennesket) og dyrene, der er spredt på Jorden, er der tegn for dem, der tror.Surat al-Jathiya, kapitel 45, vers 4
Når videnskaben peger på, at der har eksisteret dinosaurusser, bør vi acceptere det og indse, at det er en manifestation af, hvad Allah er i stand til at skabe. Men måske er det vigtigste, vi kan lære ved dinosaurusser, at de er uddøde.
Hvis Allah kunne skabe så storslåede, enorme og kraftfulde dyr som dinosaurusser, men på trods af det, er de alle uddøde, hvad er Allah så ikke i stand til at gøre med os?
Allah siger:
Og Han ved, hvad der er i himlene og på Jorden. Allah kan gøre alt.Surat Ale Imran, kapitel 3, vers 29
I virkeligheden er dinosaurusserne kun en påmindelse om, hvor storslået Allah er.
Må Allah gøre os alle til folk, der ser Hans tegn, tænker over dem og indser, hvad Allah er i stand til.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Fakhruddin al-Razi, Mafatih al-Ghaib
Qurtubi, al-Jami Li Ahkam al-Quran
Alusi, Ruh al-Maani
Tabari, Jami al-Bayan
Maturidi, Tawilat Ahl al-Sunna