Spørgsmål
Mange mener at man ikke behøver at stå op før fajr og spise, altså at hvis man sover så er det ok at faste, selvom man ikke er vågnet. Skal man ikke stå op og spise og drikke inden fajr og ikke bare sove igennem det?
Svar
Det er ikke et krav for gyldigheden af ens faste, at man står op til suhur (sehri, måltidet om morgenen inden Fajr).
Så længe man har hensigten om at faste den næste dag, fra efter Maghrib, så vil fasten være gyldig.
Men at fasten er gyldig, hvis man ikke står op til suhur, betyder ikke, at man bare skal lade være, fordi man kan lade være.
Tværtimod er morgen-måltidet ved suhur en af Profetens anbefalede sunnaer, og det er et vigtigt kendetegn for Ramadanen.
Der findes mange hadith, der understreger vigtigheden af, at man vågner og spiser noget ved suhur.
Det er blevet berettet af Anas Ibn Malik, at Profeten sagde:
Hav jeres suhur, for der er velsignelse (baraka) i suhur.Sahih Bukhari1
Det er blevet berettet af Abu Said al-Khudari at Profeten sagde:
Allah og hans engle sender velsignelser over dem, der spiser suhur.Musnad Ahmad2
Det er blevet berettet af en sahabi:
Jeg kom ind hos Profeten, da han var i gang med suhur. Profeten sagde: ”Suhur er baraka som Allah har givet jer, så forlad den ikke.”Sunan Nasai3
Det er blevet berettet af Amr ibn al-Aas, at Profeten sagde:
Forskellen på vores faste og ahl al-kitabs (jøderne og de kristne) faste er at spise suhur.Sahih Muslim4
Det er blevet berettet af Abdullah ibn Amr, at Profeten sagde:
Hav jeres suhur, selv hvis det er med en smule vand.Sahih Ibn Hibban5
Ovenstående hadith understreger tydeligt vigtigheden af suhur, og at man bør stræbe efter at vågne og indtage noget, selv hvis det blot skulle være nogle dadler og noget vand.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
- Hadithen er sahih
تسحروا فإن في السحور بركة [↩] - Lignende ordlyd er også berettet i Sahih Ibn Hibban og Mujam al-Awsat fra Ibn Umar. Mundhiri skriver i Targhib wa Tarhib, at beretningskæden er stærk. Shoaib Arnaut skriver i sine noter til Musnad Ahmad, at hadithen er sahih.
إن الله عز وجل وملائكته يصلون على المتسحرين [↩] - Mundhiri skriver i Targhib wa Tarhib, at hadithens beretningskæde er sahih. Ayni skriver i Umdat al-Qari, at hadithens berettere er troværdige.
دخلت على النبي صلى الله عليه وسلم وهو يتسحر فقال إنها بركة أعطاكم الله إياها فلا تدعوه [↩] - Hadithen er sahih
إن فصل ما بين صيامنا وصيام أهل الكتاب أكلة السحر [↩] - Hadithen er også berettet i Musnad Abu Yala og Ahadith Mukhtara. Mundhiri beretter den i Targhib wa Tarhib med aktiv form. Shoaib Arnaut skriver i sine noter til Sahih Ibn Hibban, at hadithen er hasan.
تسحروا ولو بجرعة من ماء [↩]