Forside / Fasten / Ramadanen & andre typer af faste / Hvordan skal man faste de manglende dage fra Ramadanen?
ramadan7

Hvordan skal man faste de manglende dage fra Ramadanen?

Ramadanen & andre typer af faste
Spørgsmål

Jeg ved, at hvis man mangler at faste nogle dage i Ramadanen pga. menstruation eller lignende, så skal de fastes bagefter. Men hvordan gør man det? Skal de fastes i træk, eller må man godt skille dem ad? Og hvad hvis man venter et helt år indtil næste Ramadan starter?


Svar

De dage man mangler at faste fra Ramadanen, skal fastes bagefter som qada (misset faste).

Man behøver ikke at faste dem i træk.

Der er intet krav om dette, og man kan gøre præcis, som man vil. Så man kan godt tage en dag f.eks. i morgen og så en dag igen om to uger osv.

Dvs. hvis man missede syv dage i træk, betyder det ikke, at man skal faste syv dage i træk bagefter, eller at hvis man missede en mandag, så skal man faste en mandag, eller hvis man missede d. 16. i måneden, så skal man faste d. 16. i en anden måned.

Man behøver ikke gøre det med det samme.

Så man kan sagtens vente indtil f.eks. juleferien, hvor dagene er kortere, så det bliver nemmere. Ellers man kan faste dem i weekenderne, så det ikke påvirker skolegang, arbejde mm.

Ofte er det nemmere at faste dem samtidig med andre af sine familiemedlemmer som søstre, kusiner eller lignende.

Nogle gange kan man med fordel lave en lille plan over, hvornår man vil faste dagene, for ligesom at huske sig selv på det, og holde styr på, hvor mange der mangler, så man ikke glemmer det.

Man er ikke syndig for at udskyde det, når det gøres med en god grund, men man bør undgå at udsætte dem så meget, at dem man mangler fra det gamle år, når ind i det nye år.

Hvis man udskyder dem indtil næste Ramadan kommer, så har man forsømt det, men der er ikke så meget andet at gøre end så at faste for både den gamle Ramadan, og dem man kommer til at skylde i den nye Ramadan bagefter.

I Hanafi-skolen skal man ikke betale noget for at udskyde dem i så lang tid.

 

Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.

 

Kilde

Haskafi, Durr al-Mukhtar
Shurunbulali, Imdad al-Fattah
Ibn Abidin, Radd al-Muhtar
Sadr al-Sharia, Sharh Wiqaya
Zailai, Tabyin al-Haqaiq

?