Forside / Halal & Haram / Behandling & medicin / Er det tilladt at blive gravid ved hjælp af en sæddonor?
saeddonor

Er det tilladt at blive gravid ved hjælp af en sæddonor?

Behandling & medicin, Børn & opdragelse
Spørgsmål

Er det tilladt for et ægtepar, der har været gift i mange år uden at få børn, at kvinden kan lade sig blive gravid ved hjælp af sæd fra en sæddonor?


Svar

I islam tillades graviditet kun mellem ægtefæller, dvs. ægtemandens sæd og hustruens æg.

Derfor er det islamisk set ikke tilladt at blive gravid med sæd fra en sæddonor.

Dette er tilfældet også selvom kvindens ægtemand skulle acceptere det, kvinden har nået en alder, hvor hun snart ikke kan få børn mere, har svært ved at blive gift eller lignende årsager.

Kunstig befrugtning er kun tilladt i mellem ægtepar, hvor man er sikker på at sædcellen er ægtemandens, ægget hustruens og det befrugtede æg indsættes i hustruens livmoder.

Den islamiske løsning på problemstillingen er at benytte sig af adoption, hvilket der kan læses mere om Hvad siger islam om adoption?

Insemination med en fremmed sidestilles med zina

Det lyder i Koranen:

Kom ikke nær zina. Det er afskyeligt og en ond vej.Surat al-Isra, kap 19, vers 32)

Det der faktisk er erklæret haram i Koranen er, at man ikke engang må være tæt på zina. Dvs. alt hvad der kan føre til eller sidestilles med zina vil være haram.

Dette kan også ses i hadith:

Det er blevet berettet af Ruwaife ibn Thabit, at Profeten sagde: Den der tror på Allah og dommedagen må ikke lade sin sæd skænkes til en andens barn.Jami Tirmidhi1

Dvs. det er tydeligt etableret i islam, at de seksuelle væsker, dvs. de befrugtningsmæssige elementer, skal holdes indenfor de ægteskabelige rammer. At sammenblande disse udenfor ægteskabet vil ikke være tilladt.

Derfor har de muslimske lærde også entydigt udtalt, at insemination med en fremmed mands sæd er et scenarie, der principielt kan sidestilles med en form for zina.
Nawawi skriver:

Hvis en kvinde tager en fremmed mands sæd ind i sig, så får det samme status som zina i form af idda og etablering af slægtskab.Majmu2

International Islamic Fiqh Academy skriver i erklæring 16 fra 1986, at kun to tilfælde af kunstig befrugtning er tilladt:

At tage ægtemandens sæd og hustruens æg og udføre befrugtningen eksternt, hvorpå det befrugtede æg sættes ind i hustruens livmoder.
At tage ægtemandens sæd og indføre det i hustruens skede eller livmoder. Res. 16, 19863

Lignende erklæringer er udstedt af Muslim World League4 og Islamic Fiqh Academy India.

Den eneste form for kunstig befrugtning, der tillades i islam er, hvis der er tale om hustruens æg, ægtemandens sæd, hvor det befrugtede æg er i samme hustrus livmoder.

Ingen andre former for kunstig befrugtning tillades i islam, heller ikke befrugtning fra en sæddonor.

 

Og Allah ved bedst

Waseem Hussain

 

  1. عن رويفع بن ثابت عن النبي صلى الله عليه وسلم قال من كان يؤمن بالله واليوم الآخر فلا يسق ماءه ولد غيره
    Tirmidhi skriver, at hadithen er hasan. []
  2. واستدخال المرأة مني الرجل يقام مقام الوطء في وجوب العدة وثبوت النسب []
  3. السادسة: أن تؤخذ نطفة من زوج وبييضة من زوجته ويتم التلقيح خارجياً ثم تزرع اللقيحة في رحم الزوجة.
    السابعة: أن تؤخذ بذرة الزوج وتحقن في الموضع المناسب من مهبل زوجته أو رحمها تلقيحاً داخلياً
    []
  4. Muslim World League erklærede oprindeligt i erklæring 1984 et tredje scenarie for tilladt. Det scenarie gjaldt, at hustruens æg befrugtes med ægtemandens sædcelle, men det sættes ind i livmoderen på mandens anden hustru. Men Muslim World League reviderede denne opfattelse i deres erklæring fra 1985 og erklærede den derpå for ikke at være tilladt. []