Forside / Ægteskab & Familie / Ægteskab, rettigheder & pligter / Hvad siger Islam om hustruvold?
hustruvold

Hvad siger Islam om hustruvold?

Ægteskab, rettigheder & pligter
Spørgsmål

Hvad siger Islam om hustruvold?

Er det tilladt at slå sin kone I Islam? Er det rigtigt, at Koranen siger, at man må slå sin kone?


Svar

Islam tillader ikke hustruvold.

Islam handler om retledning og at være et godt menneske.

Hvem vil nogensinde opnå retledning, eller være et godt menneske ved at slå sin partner i livet?

Muslimer er blevet bedt om at følge Profetens eksempel, og Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) slog aldrig sine koner. Profetens eksempel er at opbygge et ægteskab på tillid, kærlighed og barmhjertighed, og her har vold ingen plads.

Det er blevet berettet af Aysha:

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) slog ikke sin tjener, sine koner eller noget som helst med sine hænder.Sahih Muslim1

Det er blevet berettet af Aysha, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) sagde:

Den bedste af jer er den, der er bedst overfor sin kone, og jeg er den bedste af jer overfor mine koner.Jami Tirmidhi2

Hvis vi lader tåbelige idéer som hustruvold blive accepteret, så har vi som muslimer slået fejl, både individuelt og i samfundet som helhed.

Når vi ikke prøver at lære Islam fra pålidelige kilder og kvalificerede ulama (muslimske lærde), så er det kun naturligt, at vi ender med at acceptere at visse muslimske mænd slår deres koner, som var hustruvold en Sunna i Islam.

Tager vi ikke midlerne til at lære korrekt om Islam, vil vi forblive fanget i den slags uvidenhed.

 

Verset om ”at slå sin kone”

Allah siger i Koranen:

De kvinder I frygter er stridige, skal I [først] snakke til, [ellers] lade dem være alene i sengen og [til sidst] slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke søge noget imod dem. Allah er ophøjet og stor.Surat al-Nisa, kapitel 4, vers 34

Verset bruges af nogle til at påstå, at Islam tillader hustruvold. Men ligesom alt andet, skal man forstå tingene i den rette kontekst.

Først og fremmest er Koranen, Allahs ord. Disse ophøjede ord er ikke genstand for folks personlige holdninger, hvor de kan fordreje betydningen til, hvad de selv synes, det burde være.

Betydningen af verset skal ses i lyset af Profetens eksempel (må Allahs fred og velsignelser være over Ham), og hvordan de muslimske lærde har forklaret verset.

Verset omhandler koner, der er ”nashiza” (stridige). De er stridige i den forstand, at de er nedrige og udviser flirtende adfærd overfor andre mænd.

Den situation verset omhandler er, at en sådan opførsel har ført til dårlig stemning, skænderi og har brudt den ægteskabelige harmoni.

Verset peger altså på måder, hvorpå man kan løse en sådan konflikt og genskabe den ægteskabelige harmoni.

”Slå” i dette vers skal forstås som et ”prik” med en miswak (et lille tyndt stykke træ på 10-12 cm). Altså ligesom, at prikke nogen på skulderen med en blyant. Er det vold? Er det at slå? Eller er det bare et symbolsk prik, der bliver brugt for at udtrykke utilfredshed og klargøre situationens alvor?

I praksis er det slet ikke forskelligt fra, hvordan konen ville skubbe manden væk fra sig, hvis hun var sur på ham.

 

Profetens eksempel (må Allahs fred og velsignelser være over Ham)

Med hensyn til, om muslimske mænd kan slå deres koner, så søger vi svaret i Profetens eksempel (må Allahs fred og velsignelser være over Ham). De hadith, der blev nævnt i starten, er egentlig bevis nok i sig selv, men for at tilføje lidt mere:

Det er blevet berettet af Abu Huraira, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) sagde:

En muslimsk mand må ikke hade en muslimsk kvinde [hans kone]. Hvis der er noget ved hende han ikke kan lide, så vil der være noget andet [ved hende], han godt kan lide.Sahih Muslim3

Det er blevet berettet af Iyas Ibn Abdullah, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) sagde:

Mange kvinder har besøgt Muhammads familie [Profetens familie] for at klage over [at] deres mænd [slår dem]. Dem, der gør sådan, er i hvert fald ikke de bedste af jer.Sunan Abu Dawud4

Det er blevet berettet af Abdullah Ibn Zam’a, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) forundret bemærkede visse mænds ondskab og sagde:

Kan nogen af jer [finde på at] slå sin kone, som om han ville banke en slave, og så gå i seng med hende om aftenen?Sahih Bukhari5

I beretningen fra Musannaf Abdurrazzaq er der tilføjet:

Skammer I jer ikke?Musannaf Abdurrazzaq 179436

Disse hadith understreger meget klart og tydeligt, at der slet ikke er plads til hustruvold i Islam. Derfor kan betydningen af verset på ingen måde være, ”at hustruvold er tilladt”.

 

Det islamiske perspektiv

Det Islam tillader er, at man tager skridt der, i et givent samfund og under givne omstændigheder, vil genetablere den ægteskabelige harmoni. Det er altså ikke tilladt at gøre mere end, hvad der vil hjælpe med at løse konflikten. I den sammenhæng vil vold ikke kunne bidrage med at løse noget.

Læg mærke til, hvordan Koranen først påbyder, at manden skal snakke med sin kone for at løse problemet. Hvis det ikke virker, kan han tillade sig at lade være med at være intim med hende, så hun forstår situationens alvor. Det er kun når alt andet slår fejl, at man kan give denne form for prikning.

I denne sammenhæng skal man også forstå, at Islams vejledning ikke er bundet til en bestemt tid eller kultur. Islam er ikke kun kommet for vores nuværende moderne vestlige samfund.

Tværtimod, skal Islam være lige brugbart i teltene i den Tibetanske ørken, som det skal være brugbart i en hyggelig lejlighed i det indre København.
Det, der kan bruges til at løse ægteskabelige problemer i et samfund, er ikke nødvendigvis brugbart i et andet samfund.

Men vold, eller hvad der nærmer sig vold, vil aldrig løse problemer nogen som helst steder. Tværtimod, vil det kun gøre tingene værre, og derfor er det tydeligt, at Islam ikke tillader hustruvold.

 

Afsluttende ord

Det er vigtigt, at vi er klar over, at Islam ikke engang tillader at slå på dyr. Derfor er det tydeligvis en forkert opfattelse at tro, at det skulle være tilladt at slå sin partner i livet.

Som muslimer skal vi være bevidste om, at vi ikke kan lade vores syn på Islam være styret af tvivlsomme kilder, personlige holdninger, eller hvad visse mennesker ønsker, vi skal tro om Islam.

Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

Vi er et folk Allah har ophøjet med Islam, og vi vil ikke finde værdighed i andet end Islam.Musannaf ibn Abi Shayba7

I beretningen fra Mustadrak lyder det:

Og hvis vi leder efter værdighed i andet end Islam, vil Allah ydmyge os.Mustadrak8

At tro, at man må slå sin kone, er ikke andet end en ydmygelse af Islams værdighed.

Islam findes ikke i, hvad man hurtigt kan ”google” sig frem til på nettet, eller i unge aggressive mænds firkantede holdninger, og heller ikke i tilfældige menneskers personlige holdninger.

Vores succes som muslimer ligger i at lære Islam korrekt fra pålidelige kilder, og forstå hvad retledte muslimske lærde forklarer om Islam.

Og det er på tide, at vi muslimer vågner op og indser det.

Må Allah give os alle viden, forståelse og succes i denne verden og den næste.
Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.

 

Kilde

Ibn Hajar, Fath al-Bari
Ibn al-Humam, Fath al-Qadir
Fakhruddin al-Razi, Mafatih al-Ghaib
Nawawi, Sharh Muslim
Alusi, Ruh al-Maani
Tabari, Jami al-Bayan
Qurtubi, al-Jami Li Ahkam al-Quran
Ayni, Umdat al-Qari

  1. Hadithen er sahih.
    ما ضرب رسول الله صلى الله عليه وسلم شيئا قط بيده ولا امرأة ولا خادما إلا أن يجاهد في سبيل الله []
  2. Tirmidhi skriver, at hadithen er hasan gharib sahih.
    خيركم خيركم لأهله وأنا خيركم لأهلي []
  3. Hadithen er sahih.
    لا يفرك مؤمن مؤمنة []
  4. Hakim skriver i Mustadrak, at hadithens beretningskæde er sahih, og det bekræftes af Dhahabi i Talkhis.
    لقد طاف بآل محمد نساء كثير يشكون أزواجهن ليس أولئك بخياركم []
  5. Hadithen er sahih.
    لا يجلد أحدكم امرأته جلد العبد ثم يجامعها في آخر اليوم []
  6. أما يستحيي أحدكم أن يضرب امرأته كما يضرب العبد يضربها أول النهار ثم يضاجعها آخره أما يستحيي []
  7. Hverken Hakim elelr Dhahabi kommenterer på hadithen.
    إنا قوم أعزنا الله بالإسلام فلن نتلمس العز بغيره []
  8. Hakim skriver, at hadithen er sahih og opfylder betingelser for Bukhari og Muslim, og det bekræftes af Dhahabi i Talkhis.
    أنا كنا أذل قوم فأعزنا الله بالإسلام فمهما نطلب العز بغير ما أعزنا الله به أذلنا الله []