Ihya Ulum al-Deen er en af største bøger, der nogensinde er skrevet indenfor de islamiske videnskaber. Det er en komplet opstilling af, hvordan man bør indrette sit liv som muslim, både i forhold til de ydre fiqh-aspekter, men i høj grad i forhold til de indre dimensioner i form af opførsel, moral og lignende.
Forfatter
Abu Hamid Muhammad al-Ghazali (d. 1111) blev født i Tus, Iran og begyndte som ung at studere Islam. Hans store viden og dygtige evner indenfor at kunne debattere gjorde, at han hurtigt blev udpeget som underviser i al-Nizamiyya i Baghdad. Han blev hurtigt kendt som en stor og fremtrædende lærd med mange elever, elsket og ophøjet af alle. Men da hans popularitet var på sit højest forlod han alt dette for i stedet at følge en vej af afholdenhed og fattigdom som en ukendt person ved pludseligt at flytte til Damskus. Her levede han i stor fattigdom i ca. 10 år, hvor han blandt andet skrev sin kendte bog ‘Ihya Ulum al-Din’. Herefter vendte han igen tilbage til at undervise.
Han var kendt som en lærd indenfor alle de islamiske videnskaber, havde stor spirituel indsigt og var om nogen en ekspert indenfor især aqida og mestrede at kunne bevise Islams sandhed og modbevise andre grupper. Han satte sig eksempelvis grundigt ind i filosoffernes teorier og metoder, til en grad hvor han blev kendt som filosof, hvorefter han var i stand til at modbevise dem ved brug af deres metoder. Det er blandt andet pga. evner som disse og hans store forsvar for Islams sandhed og viden idenfor aqida, at imam Ghazali fik titlen “Hujjat al-Islam” (Islams bevis).