Forside / Halal & Haram / Synder i Islam / Kan shirk tilgives?
shirk2

Kan shirk tilgives?

Synder i Islam
Spørgsmål

Kan Shirk tilgives, når man bliver opmærksom på, at man har begået det? Altså, at man ubevidst laver shirk, og først senere bliver man opmærksom på, at det rent faktisk var shirk?


Svar

At shirk ikke vil blive tilgivet, gælder, hvis man holder fast i det, og ikke angrer og ikke beder om tilgivelse for det.

Hvis man vitterligt begik shirk, skal man først forny sin shahada. Og skulle man i uvidenhed komme til at gøre noget forkert, selv hvis det skulle være shirk, skal man aldrig tvivle på, at Allah vil tilgive en.

Allah siger:

Sig: ’Mine tilbedere, jer der har syndet, fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah tilgiver alle synder, for Han er den mest tilgivende og mest barmhjertige’.Surat al-Zumar, kapitel 39, vers 53

At tro, at ingen kan tilgives for shirk, hvis de bliver muslimer, fører til den uundgåelige konklusion, at så kan sahaba heller ikke tilgives, for de begik netop shirk inden de blev muslimer.

Men enhver muslim ved godt, at det ikke passer, og det betyder derfor også, at shirk kan tilgives, hvis man angrer og vender tilbage til Islam.

Hvis man vitterligt begik shirk, og derfor frafaldt, skal man først og fremmest sige sin trosbekendelse igen og returnere til Islam.

Derefter gælder, at skulle man have gjort noget slemt, selv hvis det skulle være shirk, skal man følge trinene for at søge tilgivelse:

  1. Ved at stoppe handlingen
  2. Være oprigtigt ked af det og angre for at have gjort det
  3. Være opsat på ikke at gøre det igen

Hvis man følger disse tre, vil det være som om, at man aldrig har syndet.

Samtidig er det godt at lave dhikr og sige du’a (ihukomme Allah) ved f.eks. at sige:
“Allahumma, ya muqallib al-qulub, thabbit qalbi ala deenik” – “Allah, dig der har kontrol over hjerterne, hold mit hjerte fast på din religion.”

Ofte kommer man til at gøre forkerte ting pga. indflydelse fra venner, tv, musik eller andet.

Et middel til at undgå at gøre sådan i fremtiden er, at erstatte sådanne ting med ting, der vil huske en på Islam og Allah. F.eks. ved at læse og lære om Islam, læse Koranen og prøve at få familien til at være sammen om det.

 

Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.

 

Kilde

Khadimi, Bariqa al-Mahmudiyya
Ibn Allan, Dalil al-Falihin
Manawi, Faid al-Qadir
Ghazali, Ihya Ulum al-Deen
Alusi, Ruh al-Maani
Nawawi, Sharh Muslim