Spørgsmål
Hvad er den korrekte måde at lave den indledende takbir på? Altså der, hvor man starter bønnen ved at sige “Allahu Akbar”?
Svar
Der er forskel på, hvordan mænd og kvinder bør lave den indledende takbir (sige “Allahu Akbar”), når man starter bønnen:
- Mænd løfter hænderne, sådan så håndfladen er vendt mod Qibla (bedretningen). Hænderne løftes op til hovedet, sådan så tommelfingeren er ved øreflippen. Hvis de rører øreflippen lidt, gør det ikke noget.
- Kvinder løfter hænderne, sådan så toppen af hendes fingre når til det øverste af skulderen.
Hun lader også håndfladen være vendt mod Qibla (bedretningen), men hun holder hænderne (og armene) tæt ind til kroppen.
Man løfter hænder til den rette position først, og derefter siger man takbir, mens man tager hænderne ned og binder dem ved navlen for mænd og brystet for kvinder.
Det gøres bedst, sådan så man starter med at sige “Allahu Akbar”, når man begynder at bevæge hænderne nedad, og stopper med at sige det, når man har bundet hænderne.
Man skal stå oprejst, når man laver denne takbir, og det er ikke meningen, at man skal dukke hovedet nedad, når man laver den.
Den beskrevne metode er, hvordan det er bedst at gøre det for hhv. mænd og kvinder.
Man vil stadig starte bønnen, selvom man skulle gøre det på en lidt anden måde end det beskrevne. Hvis man kommer til at gøre det på en anden måde, er der ingen grund til at gentage det.
Så hvis man først har sagt “Allahu Akbar”, så har man startet bønnen, og så er der ingen grund til at gentage det for at bevæge hænderne som beskrevet.
Svaret er givet i forhold til Hanafi-skolen.
De andre lovskoler, f.eks. shafier, gør det på en lidt anden måde.
Der er forskellige beretninger fra Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) om, hvordan man bør gøre det. Hvis man ser nogen gøre det på en anden måde, er det altså ikke noget problem.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Ibn Nujaym, Bahr al-Raiq
Mulla Khisro, Durar al-Hukkam
Haskafi, Durr al-Mukhtar
Halabi, Halabi Saghir
Shurunbulali, Imdad al-Fattah
Babarti, Inaya
Zailai, Tabyin al-Haqaiq