Forside / Fasten / Daglige problemstillinger som fastende / Bliver ens faste accepteret, selvom man ikke beder?
tasbih

Bliver ens faste accepteret, selvom man ikke beder?

Daglige problemstillinger som fastende, Ramadanen & andre typer af faste
Spørgsmål

Bliver ens faste accepteret, selvom man ikke beder?


Svar

Bønnen og fasten er to forskellige ting, og de er ikke i sig selv forbundne med hinanden.

Hvis man ikke opfylder en forpligtigelse, så kan man godt opfylde en anden og få belønningerne for den. Så hvis man ikke beder, betyder det ikke, at man lige så godt kan lade være med at faste, eller at man ikke får belønning for sin faste.

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) sagde:

Handlinger følger deres hensigt.Sahih Bukhari

Det betyder, at den hensigt man har med sin handling, det er også det man vil få ud af handlingen. Så hvis man faster for Allahs skyld og er oprigtig i sin faste og tilbedelse af Allah, så vil Allah formentlig også acceptere det.

Men på den anden side, så er det heller ikke bare “okay”, at man lader være med at bede, for fasten har også en ånd, og blandt de ting, der er vigtige at opretholde i fastens ånd, er f.eks. at man beder. Så om ens faste accepteres af Allah eller ej, er noget Allah ved bedst.

Men når vi faster, skal vi huske på, at vi gør det for Allahs skyld. Og hvis vi er i stand til at holde os fra at spise og drikke en hel dag for Allahs skyld, kan vi så ikke tage 5 min ud en gang i mellem og bede for Allahs skyld?

Det er værd at huske på, at belønningen for alle de gode gerninger vi foretager os under Ramadanen, bliver mangedoblet.

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) sagde:

Den der kommer tættere på Allah, ved at gøre en god [frivillig] gerning under Ramadanen, vil få en belønning, der svarer til at udføre en obligatorisk handling på ethvert andet tidspunkt. Den der udfører en obligatorisk handling under Ramadanen, vil få en belønning, der svarer til 70 obligatoriske handlinger.Sahih Ibn Khuzaima1

Ramadanen i forvejen er en tid, hvor vi er mere opmærksomme på vores handlinger, og hele dagen går vi og er klar over, at vi faster for Allahs skyld. Hvorfor ikke udnytte det, og gøre sit bedste for at bede, og dermed få del i den høje belønning, samt få meget mere ud af sin faste?

Der er ingen der siger, at det absolut skal være en bøn på 20 min. hvor man ikke orker at gøre det.

Kan man ikke bede i lang tid af gangen, så bed bønnen kort og hurtigt, men gør dit bedste for at få det gjort, og få del i den store belønning, fremfor at lade det blive til en synd.

 

Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.


  1. أيها الناس قد أظلكم شهر عظيم شهر مبارك شهر فيه ليلة خير من ألف شهر جعل الله صيامه فريضة و قيام ليله تطوعا من تقرب فيه بخصلة من الخير كان كمن أدى فريضة فيما سواه و من أدى فيه فريضة كان كمن أدى سبعين فريضة فيما سواه []
Islamsvar
Islamsvar