Spørgsmål
Jeg har lagt mærke til, at hjemmesider med bedetider kan have forskellige bedetider for de samme bønner.
Hvad bør man gøre som muslim, når det er sådan?
Nogle af mine venner følger måske én bestemt tabel, men jeg følger selv en anden. Jeg synes det bringer meget konflikt når man skal bede sammen, men det bringer også meget forvirring hos mig selv. Jeg ved jo slet ikke hvilken hjemmeside / tabel jeg skal følge.
Jeg er vant til at bruge tiderne fra en bestemt hjemmeside, men vil det være forkert at følge andre tider?
Svar
Årsagerne til, at der er variation på bedetiderne skyldes den beregningsmetode der gøres brug af, af de forskellige institutioner, der udarbejder bedetiderne.
Der er i Islam forskellige holdninger til, hvilken beregningsmetode man bør bruge, og det er derfor at der opstår lidt forskel på bedetiderne fra forskellige hjemmesider.
Det bedste ville naturligvis være, hvis der var en samlet standard bedetidstabel for Danmark som muslimerne i Danmark støttede op om.
Så længe der ikke findes en standardiseret bedetidstabel for Danmark, må man i stedet lægge sig fast på en pålidelig bedetidstabel og så bruge den til daglig.
Når man er sammen med andre, så kan det være, at de bruger en anden bedetabel, der afviger lidt. I en sådan situation er det fint at følge de andres bedetidstabel, for ikke at skabe forvirring i blandt folk.
Dvs.
- Hvis man er alene, så følger man den tabel, man har lagt sig fast på, eller den som familien har lagt sig fast på.
- Hvis man er i en moske, så følger man moskeens tid.
- Hvis man er gæst hos nogen, så følger man værtens tid.
- Hvis man er ude sammen med venner og lignende, så bør der være en fælles forståelse for, hvilken man skal følge, sådan at det ikke bliver til et problem.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.