Forside / Tilbedelse / Bønnen / De obligatoriske bønner & witr / Hvordan skal man bede i et fly?
fly

Hvordan skal man bede i et fly?

De obligatoriske bønner & witr, Den rejsendes bøn, Moderne problemstillinger mht bønnen
Spørgsmål

Hvordan skal man forholde sig til bønnen, når man er i et fly? Hvordan skal man bede, og hvordan skal man kende tiderne og bederetningen?


Svar

Bønnen er obligatorisk, og man skal stadigvæk bede også selvom man befinder sig i et fly, hvor pladsen er trang og folk måske kan se en.

Man skal ikke lade sin flovhed overfor mennesker gå ud over ens flovhed overfor Allah. Det er rigtigt at i et fly, vil der være mange, der kigger, og der er ret lidt plads, så det er nemt for især en kvinde at føle sig flov og ubehageligt tilpas.

Men i en sådan situation skal man huske, at den der virkelig fortjener ens flovhed er Allah.

Man skal være flov overfor Allah, hvis man ikke beder fordi folk kigger. Vores flovhed overfor andre mennesker må ikke gå ud over vores flovhed overfor Allah.

Man er altså ikke undtaget fra at bedei et fly fordi det er svært, besværligt eller lignende.

Bønnen er og bliver obligatorisk, også selvom man befinder sig i et fly.

Stå op eller bede siddende?

I et fly skal man stå op og bede som normalt.

At man befinder sig i et fly ændrer ikke på, hvordan man kan bede, og derfor er udgangspunktet, at man beder som normalt. Man skal altså finde et sted i flyet, hvor man kan stille sig op og bede ved at lave ruku og sajda som normalt.

Dog gælder, at hvis der er turbulens i flyet, eller man har det dårligt, vil det være tilladt at sidde på flyets gulv og bede, så man laver sajda direkte på flyets gulv.

Man kan ikke bare blive siddende på sædet og bede ved at bevæge hovedet frem og tilbage.

Hvis man bliver siddende på sædet og beder ved kun at bevæge hovedet, uden at lave sajda på flyets gulv, vil det ikke være en gyldig bøn.

Det samme gælder, hvis man bliver siddende og slår bordet ned og laver sajda på det. En sådan bøn er ugyldig, den vil ikke tælle som bedt og skal laves om (den skal læses qada).

Måden at gribe situationen i et fly an på er, at man spørger flypersonalet om lov til at bede i flyet.

Hvis de giver lov, så beder man stående, og bønnen er gyldig og skal ikke bedes om. Man skal selvfølgelig sørge for at bede et sted, hvor man er mindst muligt til gene for evt. forbipasserende.

Hvis flypersonalet ikke giver lov, kan man prøve at forklare dem, at det er vigtigt og kun tager et par minutter.

Hvis de insisterer på, at man ikke må, så laver man ikke en scene ud af det, men accepterer at situationen er udenfor ens kontrol. Får man ikke lov til at bede stående i flyet, skal man bede siddende på sædet ved at bevæge hovedet. Hvis man kommer ud for at skulle bede sådan i flyet, skal man bede bønnen om igen, når man er landet (den skal læses qada).

Man kan ikke gå ud fra, at flypersonalet ikke vil give lov, og derfor bare bede siddende på sædet uden at spørge først.

De fleste flyselskaber har intet problem med at man beder ombord på flyet, og hvis man høfligt spørger flypersonalet, så er de ofte ganske forstående og hjælpsomme med det.

Man skal gøre sit bedste og prøve at være forudseende med hensyn til servering af mad og lignende, og sørge for at få bedt når man har muligheden.

I et fly kan der nemt opstå situationer, hvor man ikke har kontrol over om man kan bede stående eller ej. F.eks. hvis flypersonalet ikke giver lov, eller hvis de er ved at servere mad og lignende. I et sådan tilfælde er der måske ikke plads eller mulighed for at bede stående, og hvis bedetiden er ved at gå ud, må man i stedet bede siddende ved at bevæge hovedet.

Såfremt situationen er udenfor ens kontrol er der ingen synd for det.

Hvis man beder siddende på flyets sæde, skal man bede den bøn om, når man lander.

Dette er uanset om man beder frivilligt på sædet, ikke får lov af flypersonalet til at bede stående, ikke har mulighed for det, fordi de serverer mad eller lignende.

Det er kun, hvis man er syg og ens helbred ikke kan klare, at man står op, at bønnen ikke skal bedes om, hvis man sidder på flyets sæde og beder.

Hvordan regner man bedetiden ud?

Bedetiderne følger det område man befinder sig i.

Det betyder, at når man er ude at flyve, så vil bedetiderne være skiftende i forhold til det område, man flyver over. Det der gælder er bedetiderne for det område man befinder sig i.

Befinder man sig over Tyskland vil bedetiderne være forskellige fra, når man befinder sig over Tyrkiet. Når man er over Tyrkiet, skal man bruge bedetiderne for Tyrkiet, og man kan ikke bruge bedetiderne for Danmark eller Pakistan

Man må derfor gøre sit bedste for at regne ud, hvilken bøn, der er gået ind hvornår.

Dette kan evt. ske ved at observere hvordan solen og horisonten er, eller ved at vide på forhånd hvad tid bønnerne går ind i centrale områder under ens rejse.

Hvis man f.eks. skal rejse fra Danmark til Islamabad i Pakistan, så ved man allerede hvilke bønner man bliver nødt til at læse i flyet. Derfor må man slå de bønners bedetider op i forhold til nogle af de lande man skal flyve over.

Man kan f.eks. på forhånd slå op, at Asr starter i Tyrkiet kl 15:00 (tyrkisk tid), og derfor skal man sørge for at have læst Dhuhr inden kl. er 15, når man flyver over Tyrkiet.

Man skal i øvrigt være opmærksom på, at hvis man flyver mod øst vil bedetiden blive forkortet, fordi man flyver imod solens retning. Dvs. for en bøn som f.eks. Fajr og Maghrib har man meget kort tid til at bede den.

Hvilken retning skal man bede i?

Bederetningen er altid mod Kabaen i Mekka.

Ligesom med bedetiderne, så vil bederetningen også skifte i forhold til, hvor man befinder sig. I et fly er det selvfølgelig sværere at finde den rigtige retning.

I et fly må man, efter bedste evne, prøve at regne Mekkas position ud, i forhold til hvor man selv er. Dette kan man med fordel gøre ved spørge flypersonalet, holde øje med hvor solen er, kigge på info-skærmen og se hvilken retning flyet flyer i, spørge en medpassager eller andet i den stil.

Hvis man gør en indsats for at finde ud af, hvilken retning man skal bede i, og det bagefter viser sig, at man bedte i den forkerte retning, så skal man ikke bede bønnen om.

Hvor meget skal man bede?

Når man flyver, er man rejsende, og derfor skal enhver 4 rakat fard bøn læses som 2 rakat.

Dvs. Dhuhr, Asr og Isha skal kun læses som to rakah. Fajr skal læses som to rakah. Maghrib skal læses som tre rakah. Witr skal læses som tre rakah.

Med hensyn til sunna-bønnerne, så kan man godt lade være med at bede dem i en sådan situation.

Men hvis man kan få dem læst vil det være bedre. Fajrs sunna’er skal man dog sørge for at få bedt altid.

Witr skal også bedes.

 

Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.

 

Kilde

Ibn Abidin, Radd al-Muhtar