Spørgsmål
Hvis man har lavet ghusl og bagefter opdager, at det ligner, at der er et mikroskopisk område, der ser tørt ud på ens krop, skal ens ghusl så laves om igen?
Svar
Udgangspunktet i ens handlinger er, at de er udført korrekt og gyldigt, indtil andet med sikkerhed er bevist.
Dette kan man godt tage udgangspunkt i, når man udsættes for tvivl om hvorvidt man nu vaskede alting rigtigt og lignende.
Det er ikke meningen, at vi skal stå og undersøge vores krop bagefter, for at se om der mon er en mikroskopisk plet vi ikke fik vasket eller ej.
Sådanne ting behøver man ikke spekulere over. Ens ghusl er gyldig, hvis man har vasket hele kroppen. Har man stået under bruseren og sørget for at vaske sin krop rigtigt, så har man med garanti også fået vasket alting.
Der er ingen grund til, at man bagefter skal undersøge sin krop fra alle mulige og umulige vinkler, for at se om der nu mangler noget eller ej.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Ibn Nujaym, Ashbah wa al-Nazair
Ibn Abidin, Radd al-Muhtar
Zailai, Tabyin al-Haqaiq