Forside / Aqida / Paradis & helvede / Hvad sker de med folk der levede før Islam kom?
budskab

Hvad sker de med folk der levede før Islam kom?

Paradis & helvede
Spørgsmål

Hvad sker der med de mennesker, der levede før Islam kom til jorden? Vil de blive straffet?


Svar

For de tidligere nationer og folk gælder:

  • Hvis de modtog et sandt budskab fra en Profet, holdes de ansvarlige for at tro på det. Dvs. disse folk kan blive straffet, og deraf enten være at finde i Paradis eller Helvede.
  • Hvis de ikke modtog et sandt budskab fra en Profet, er de undskyldte og kan ikke holdes ansvarlige for at tro på det. Dvs. disse folk vil ikke blive straffet, men i stedet være frelste og komme i Paradis.

Dette er fordi, at Allah siger i Koranen:

Vi vil ikke straffe folk, før de har fået en Profet.Surat al-isra, kapitel 17, vers 15

Vi har sendt en Profet til hvert folk.Surat al-Nahl, kapitel 16, vers 36

Ovenstående to vers viser, at hvert folk har fået en Profet, men hvis de ikke har modtaget budskabet fra deres Profet, eller budskabet har været falsk og kraftigt forvrænget, så vil Allah ikke stille dem til ansvar for det.

Dette er et generelt princip, der gælder for alle de folk, der levede før Islam kom.
Det gælder blandt andet for de mennesker, der har levet i perioden fra da Isa’s (Jesus’) budskab (Bibelen) blev ændret og forvrænget, indtil Profeten Muhammad (Må Allahs fred og velsignelser være med Ham) kom, og de fik kendskab til Hans budskab om Islam. Alle dem der levede i den periode er frelste, fordi de simpelthen ikke havde adgang til en sand religion de kunne følge.

Årsagen til at de er frelste er, at enten fik de ikke et budskab, eller også var det budskab de hørte om så forvrænget og falsk, at det er naturligt, at de ikke ville tro på det.

For som Allah siger:

Profeter der bragte gode budskaber og advarede, for ellers ville folk have et argument mod Allah, efter at Han havde sendt profeterne.Surat al-isra, kapitel 4, vers 165

Hvis Vi havde ødelagt dem med en straf før det, så ville folk sige: ’Vores Herre, hvorfor sendte Du os ikke en Profet, så vi kunne følge dine vers i stedet for at være villedte og vanærede?’Surat Ta-Ha, kapitel 20, vers 134

Så hvis Allah stiller folk til ansvar for at tro på et budskab der aldrig nåede frem, eller kræver at de skal tro på et falsk budskab, så svarer det egentlig til, at Allah stiller folk til ansvar for at tro på noget de ikke ved, eller kræver at de skal tro på en løgn.

Og hvis det er tilfældet kan folk jo sige til Allah: ”Hvordan kunne Du forvente, at vi ville tro på noget Du ikke fortalte os om, eller at vi ville tro på en løgn?”.

Det ville blandt andet være et argument mod Allah, fordi Allah selv siger:

Allah er slet ikke uretfærdig overfor folk.Surat Yunus, kapitel 10, vers 44

Og det ville være uretfærdigt, hvis Allah krævede at folk skulle tro på noget Han ikke fortalte dem, eller krævede at de skulle tro på en løgn. Og hvis Allah er uretfærdig, så modsiger Han sig selv. Og Allah er fri for sådanne fejl og mangler.

Derfor er de personer, der aldrig fik et budskab eller kun fik et falsk og forvrænget budskab frelste.

Det gælder blandt andet for dem, der levede i venteperioden, mellem f.eks. Isa’s budskab blev forvrænget og Muhammad’s budskab nåede frem til dem.

Det samme princip vil i øvrigt gøre sig gældende for de folk, der ikke har hørt om Islam.

 

Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.

 

Kilde

Ghazali, Faisal al-Tafriqa
Fakhruddin al-Razi, Mafatih al-Ghaib
Nuh Ali Salman, Mukhtasar al-Mufid
Bajuri, Tuhfat al-Murid