Forside / Halal & Haram / Tøj & udseende / Hvad er awra, og hvad er reglerne omkring awra?
awra

Hvad er awra, og hvad er reglerne omkring awra?

Tøj & udseende
Spørgsmål

Hvad kan man vise til hvem? Hvad skal kvinder have dækket foran kvinder og mænd? Og mænd foran mænd og kvinder?


Svar

Awra kan bedst kaldes “ens nøgenhed” og er den del af kroppen, man skal have tildækket overfor andre.

Men der er forskellige niveauer af, hvor meget man skal tildække, afhængig af hvem der kan se det, og hvad hans eller hendes relation er til en selv.

1. Der er ingen awra mellem en mand og hans kone. De kan altså kigge på og røre ved alt ved hinandens kroppe.

2. Kvinder har tre niveauer af awra overfor andre:

Foran andre kvinder (uanset om man er i familie med dem eller ej). 

Alt mellem navlen til og med knæet er awra. Knæet er en del af awra, mens navlen ikke er awra. Alt over navlen, og alt under knæet er ikke awra og kan vises, blive set og rørt af andre kvinder, så længe der ikke er frygt for tiltrækning.

Foran mahram mænd (F.eks. ens bror, far, søn, bedstefar, farbror, morbror, nevøer).

Alt mellem navlen til og med knæet plus mave-området og rundt om det ved ryggen er awra. Dvs. ca. fra den nedre halvdel af ribbenene og så ned til og med knæet er awra. Alt hvad der er over mave-området og under knæet er ikke awra og kan vises, blive set og rørt af mahram mænd, så længe der ikke er frygt for tiltrækning.

Foran ikke-mahram mænd (F.eks. ens fætter, søsterens mand, ens venner). 

Hele kroppen er awra og skal dækkes med undtagelse af ansigtet, hænderne og fødderne. Dette er også ens awra for bønnen. Så alt dette skal være dækket for at kunne bede. Det er ikke tilladt at vise eller se andet end dette for en ikke-mahram. Det er ikke tilladt for ikke-mahram at røre det, der kan vises, også selvom man ikke frygter tiltrækning.

Udgangspunktet er, at det også er ens awra foran ikke-muslimske kvinder. Dog kan der opstå situationer, hvor det er svært at overholde, og i en sådan situation kan man opfatte dem som andre kvinder, se evt: Tage tørklædet af foran ikke-muslimske kvinder? 

Hvis der er tale om en meget gammel kvinde, kan reglerne lempes, og hun ikke behøver hijab, og man kan røre hende, hvis der ikke er nogen frygt for tiltrækning.

3. Der findes kun en regel for mænd, uanset om de er foran andre mænd, mahram eller ikke-mahram kvinder

Alt mellem navlen til og med knæet er awra. Knæet er en del af awra, mens navlen ikke er awra.

Alt over navlen, og alt under knæet er ikke awra og kan vises, blive set og rørt af mahram-kvinder og mænd, så længe der ikke er frygt for tiltrækning.

Dette er også ens awra for bønnen. Så alt dette skal være dækket for at kunne bede.

 

Og Allah ved bedst,

Waseem Hussain.

 

Kilde

Nahlawi, Durar al-Mubaha
Shaykh Nizam m.fl, Fatawa Hindiyya
Mousuli, Ikhtiyar
Shaykhi Zadah, Majma al-Anhur
Ibn Abidin, Radd al-Muhtar
Sadr al-Sharia, Sharh Wiqaya